Skilsmissegrupper for børn og unge
Det kan ofte være svært for et barn/en ung, når forældrene bliver skilt eller flytter fra hinanden. Meget forandres i barnets liv og barnet oplever, at familien brydes op. Det kan være svært for barnet at tale med forældrene om sine tanker og følelser. Barnet kommer nemt i en loyalitetskonflikt mellem mor og far og kan være bange for at gøre forældrene kede af det eller vrede – også selvom forældrene er gode til at samarbejde.
I børnegruppen får barnet/den unge mulighed for at tale med andre børn/unge i samme situation om det svære, når forældre bliver skilt. De får mulighed for at dele deres erfaringer med hinanden og få oplevelsen af, at de ikke står alene med deres tanker og følelser. Barnets livssituation ændres ikke herved, men det kan gøre det nemmere for barnet at leve med det. Børnegruppen/ungegruppen opleves af mange som et pusterum, hvor der også samtidig er tid til at hygge sig sammen.
Børnegruppen/ungegruppen er for skilsmissebørn i alderen 6-15 år, og der er max. 5-8 børn i hver gruppe. Grupperne inddeles efter alder. Nogle grupper kører enten efterår/forår afhængig af alderen på de tilmeldte børn.
Børnegruppen/ungegruppen er et fortrolighedsrum, og jeg har naturligvis tavshedspligt. Der skrives ikke referat fra møderne. Hvis der opstår bekymring for et barn/den unge under gruppeforløbet, oplyses barnet om, at jeg kontakter forældrene.
Forløbet strækker sig over 3 måneder og foregår typisk hver anden uge.
Behovet for grupperne har vist sig at komme periodevist. Kontakt gerne for info om næste gruppestart.
Prisen for et forløb er 4000 dkr pr barn/ung (hvis du er medlem af Sygeforsikringen ”danmark,” er der mulighed for tilskud). Betalingen for børnegruppeforløbet skal venligst falde mellem 1. og 2. gruppemøde for fortsat deltagelse.
Tilmelding sker ved at sende mig en e-mail eller kontakte mig telefonisk.
Ved tilmelding modtager du/I herefter en e-mail indeholdende en skriftlig tilladelse, som barnet skal medbringe til det første gruppemøde. Såfremt I som forældre har fælles forældremyndighed, skal begge forældre underskrive erklæringen. Såfremt du/I er ene forældremyndighedsindehaver, er det kun dig som forældremyndighedsindehaver, der skal underskrive. Der er ved tilmeldingen brug for kontaktoplysninger på alle forældremyndighedsindehaverne således, at I kan kontaktes, hvis der opstår bekymring for jeres barn.
Ring gerne til mig, hvis du har yderligere spørgsmål til skilsmissegrupperne eller er i tvivl, om børne/ungegruppen er noget for dit barn.